De fysiske arrangementer og møder er tilbage i stor stil, og det skaber nye netværksmuligheder og gode gensyn. Det blev tydeligt, da roadshowet, som Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og de danske regionale EU-kontorer (dacob) har været fælles om at arrangere, kulminerede med et vellykket event på Danmarks Tekniske Universitet d. 24. september.

30. september 2021, KL 11:46

Arrangementet blev åbnet af prorektor på DTU, Rasmus Larsen, der bød velkommen til de omkring 50 deltagere. Her fortalte han om DTU’s arbejde og mission og understregede, at der er et stort potentiale for virksomheder i at samarbejde med DTU og andre vidensinstitutioner om udvikling af teknologi til Forsvaret. Den nye Europæiske Forsvarsfond understøtter netop denne type samarbejde på tværs og rummer nye muligheder for aktører inden for digitalisering, cyber, energi og meget mere.                            

Erfaringer og udfordringer

Dagens talere i første sektion var Morten Greva (FMI), Klaus Bolving (CenSec) og Joachim Finkielman (FAD). De gav en god introduktion til den ca. 8 milliarder euro store Forsvarsfond og danske virksomheders muligheder for at få del i den.

Under dagens anden sektion delte Steen Lynenskjold (TERMA), Peder Pedersen (Weibel), Rune Raunow (Systematic) og Henning Heiselberg (DTU Security) deres virksomheder og universitets erfaringer med pilotprogrammet EDIDP/PADR, som er gået forud for oprettelsen af Den Europæiske Forsvarsfond.

Læs mere her.