Lindskov Communication gør en forskel i projekt VTA


Lindskov Communication – ”sort bælte i kommunikation” og nu også med i indsatsen om at hjælpe udsatte ledige tilbage på arbejdsmarkedet.

Der var ikke langt fra møde til handling efter vi sammen med Roskilde Kommunes jobcenter præsenterede Catrine Eisenreich, bureaudirektør og COO hos Lindskov Communication, for projektet Varig tilknytning til arbejdsmarkedet. En indsats, der ikke blot skal hjælpe udsatte ledige i småjob, men samtidig også bidrage til udviklingen af en ny skalerbar beskæftigelsesmodel.

Catrine Eisenreich udtaler:

”Vi er hos Lindskov Communication af den holdning, at det er vigtigt at hjælpe med at få folk på kanten af arbejdsmarkedet tilbage igen. Vi vil gerne gå den ekstra mil og være med til at give disse kandidater nogle værktøjer, de kan bruge til at udvikle sine kompetencer og oparbejde en arbejdsidentitet igen. Der ligger en stor værdi i at vi som samfund får flere kompetencer og kandidater i spil, og vi håber derfor, at flere virksomheder vil følge trop og tage del i den gode indsats.”

Lindskov Communication er et fullservice kommunikationsbureau, der leverer en bred vifte af kommunikationsdiscipliner, som kan bidrage til at positionere brands troværdigt, professionelt og resultatskabende. Du kan læse mere om organisationen her: https://lindskov.com

Skal din virksomhed være med til at gøre en forskel? Så tag fat i Senior Projektleder Pernille Sederberg.

Projektet Varig tilknytning til arbejdsmarkedet skal i tæt samarbejde mellem virksomheder, videninstitutioner, socialøkonomiske virksomheder og Roskilde Kommunes Jobcenter udvikle en ny skalerbar beskæftigelsesmodel og samtidig sikre 120 udsatte ledige i småjob. Sammen bidrager vi til at opnå FN’s verdensmål #8 og #17.

Indsatsen er støttet af EU socialfonden og decentrale erhvervsfremmemidler.