Hvedeklid – en overset råvare


Nyt spændende innovationssamarbejde under Innovationsdistrikt Sjælland udfordrer og tester nye muligheder for restproduktet hvedeklid, til brug i nye spiselige produkter.

Traditionelt har hvedeklid været anvendt i madlavning, men det er gået af mode og kun få anvender i dag hvedeklid, på trods af produktets sundhedsmæssige kvaliteter. Hos Mejnerts Mølle produceres der omkring 200 tons økologisk hvedeklid hvert år, der afsættes til non-food, men igennem de næste 9 måneder vil Mejnerts Mølle undersøge mulighederne for nye spiselige anvendelsesmuligheder, og vil dermed bidrage til at øge bæredygtigheden af produktionen. Dette vil foregå i et tæt samarbejde med LOCAL BY ME og JunkFood som har fokus på gastronomiske anvendelse af hvedeklid, der forhåbentlig kan bidrage til at øge danskernes indtag af kostfibre, samt bringe et nyt sundt produkt på hylderne.

Igennem projektet vil Professionshøjskolen Absalon bidrage til projektet ved at undersøge anvendelsesmuligheder for hvedeklid i andre produktkategorier end brød, og bidrager samtidig til den ernæringsmæssige vurdering af nye brødblandinger.

Så glæd dig til et nyt og sundt produkt i fremtiden lander på de danske hylder, og tag kontakt til Projektleder Louise Buron på louise@corolab.dk for at høre nærmere.