A Circular Design Studio bliver medlem af Corolab


A Circular Design Studio er en lille virksomhed, der arbejder i 100% genanvendt plast. Vi indsamler plast fra virksomheder, husholdninger og naturen i Danmark og smelter det om til smukke og farverige møbler, interiør, installationer og kunstværker.  

”Med udgangspunkt i stærke håndværkstraditioner, har vi udviklet en ny teknik til at arbejde med plastik, der giver os de klareste farver og den højeste kvalitet i vores produkter. Vi kalder os selv et mikrostøberi eller plastiksnedkere, om man vil” fortæller Andreas Zacho, stifter og ejer af A Circular Design Studio 

Virksomheden er skabt ud af et ønske om at forbedre den verden vi lever i, inspirere andre til at overveje alternative materialer og udvikle nye løsninger, så et cirkulært materiale som genanvendt plast, kan blive en mere normal del af vores samfund, og vi kan få øjnene op for de store værdier, der er i materialet, fremfor blot at betragte det som affald.  

”Vi håber, gennem vores medlemskab, at vi kan få lavet en masse tests og udvikling sammen med andre parter på markedet og dermed fremme nogle “grønne” løsninger. Vi har en masse spændende planlagt her til efteråret med særligt fokus på undervisning i at genanvende plast, det glæder vi os meget til at udvikle videre på og fortælle mere om.” Siger Andreas