Nyheder
REDUCÈR DIT VANDAFTRYK
I januar initierede Fors A/S etableringen af sekundavandsnetværket, hvor virksomheder, videninstitutioner og offentlige organisationer mødes for at arbejde hen imod at mindske vandaftryk med brug af sekundavand, især regnvand. Opbakningen til møderne er stor, og i løbet af november mødtes netværket hos Roskilde Badene. Her var der en spændende rundvisning, som bl.a. gav indsigt i, hvordan Roskilde Badene renser vandet samt arbejder med at mindske brugen af kemi. Defined Energy præsenterede også, hvordan man kan genbruge varmen fra spildevandet. En løsning der ved hjælp af cirkulation mindsker energiforbruget. Samtalerne under mødet lagde op til et tættere samarbejde med mulighed for at se på konkrete udviklingsprojekter, hvor CLEAN afrundede dagen ved at fortælle om de mange muligheder, der er for funding til projekter.
Kontakt Frederik Grubbe, medlemsansvarlig, på frederik@corolab.dk, hvis du vil høre mere om netværket.

REBOUND-EFFEKTEN
I bæredygtighedsnetværket for viden og handling mødes vi og hjælper hinanden til at bidrage til et mere bæredygtigt samfund. I november måned blev vi inviteret helt ind i ARGOs fascinerende kraftvarmeværk – og her er ambitionerne høje for at gøre en forskel for den eneste planet, vi har.
Efterfølgende var der vidensdeling og spændende oplæg om bl.a. “Rebound-effekten” med Daniela Pigosso fra DTU. Vidste du, at selv bæredygtige initiativer kan få utilsigtede konsekvenser, der fx øger vores brug af ressourcer? Rebound-effekten opstår, når bæredygtige innovationer medfører en uønsket ændret adfærd, der i stedet for fx besparelser eller bedre udnyttelse af ressourcer, kan legitimere overfor
brugeren selv, at forbruget stiger. En vigtig faktor at tage højde for tidligt i innovationsprocessen.
Vi glæder os til at fortsætte dialogen om, hvordan vi bedst udnytter vores fælles ressourcer.
Vil du være med? Så kontakt Frederik Grubbe, medlemsansvarlig, på frederik@corolab.dk.

NYETABLEREDE PARTNERSKABER OG LØSNINGER TIL COCONF24 – NOW, YOU GOT IT, YOU’RE WOW
Sådan! 270 udarbejdede løsningsforslag blev det til i forbindelse med innovationsforløbet COCONF24. Det er rekordmange, og den 26. november hyldede vi dem med størst ”WOW-faktor”, da vi for 8. år i træk samlede 200 aktører fra testmiljøer, virksomheder, videninstitutioner og offentlige organisationer til ’COconference – et brag af en fest’ på Roskilde Universitet.
Med afsæt i de syv testmiljøer Argo, Boligselskabet Sjælland, Fors, Roskilde Festival, Roskilde Kommune, Roskilde Kongres- & Idrætscenter og Roskilde Uddannelsesnetværk, kan udviklingen af 12 nye mere cirkulære løsninger nu accelereres ud på markedet gennem udvikling og test i partnerskaber. For det er når mennesker mødes på tværs, at der sker noget magisk og innovationen opstår – til glæde for vores fælles fremtid.
Herfra skal lyde et kæmpe tak til alle deltagere, testmiljøer, strategiske samarbejdspartnere, oplægsholdere og paneldeltagere. Tillykke til de nyetablerede partnerskaber, hvoraf nogle fik tildelt 20.000, 30.000 eller 50.000DKK fra Udviklingspuljen sponsoreret af Danske Bank. Og ikke mindst tillykke til de B(l)æredygtige studerende, der foruden et samarbejde gik hjem med hhv. 10.000, 15.000 og 20.000DKK.
Derudover blev Roskilde Kommunes Klimapris overrakt til den visionære
virksomhed LH Hockerup A/S.
COCONF24 afholdes i samarbejde med vores strategiske
samarbejdspartnere Danske Bank, CLEAN og Danske Iværksættere.

KAN ET NEDLØBSRØR VIRKELIG VÆRE MED TIL AT REDDE KLIMAET?
Sådan spørger Sjællandske Nyheder i en artikel om løsningen ”Det Grønne Nedløb”, der udspringer af et tidligere COCONF innovationsforløb, og nu testes og videreudvikles hos Roskilde Kongres- og Idrætscenter, så regnvand kan håndteres og genanvendes til flere formål.
Et stærkt partnerskab, som gør en forskel. Partnerskabet består af ROCKWOOL, DTU, Malmos, Norsyn, Roskilde Kongres- og Idrætscenter m.fl.
Læs artiklen på Sjællandske nyheder her (kun adgang for abonnenter).
Vil du også være med til at øge cirkulariteten i Danmark, og har du en løsning eller et produkt, du skal have testet, så deltag i innovationsforløbet COCONF24, hvor ARGO, Boligselskabet Sjælland, Fors A/S, Roskilde Festival, Roskilde Kommune, Roskilde Kongres- & Idrætscenter og Roskilde Uddannelsesnetværk repræsenteret af Hf og VUC Roskilde-Køge, Himmelev Gymnasium og Zealand – Sjællands Erhvervsakademi stiller sig til rådighed som testmiljø for nye cirkulære løsninger.
Læs mere om COCONF og testmiljøerne her.
COCONF24 afvikles i samarbejde med vores strategiske partnere Danske Bank, Danske Iværksættere og Clean.

UNGE SOM MESTERKOKKE PÅ ZBC I PROJEKT UMAGE
“Det var rigtig sjovt, og jeg fik et hygiejnebevis, som jeg kan bruge, når jeg skal søge arbejde. Det kan jeg bruge, fordi jeg gerne vil arbejde hos en café eller på McDonalds.” sagde en ung pige på 14 år fra Mesterkok forløbet.
Et hold seje unge mennesker i alderen 13-17 år har i september og oktober prøvet kræfter med madlavning fra de fire verdenshjørner på et skræddersyet Mesterkok-forløb hos ZBC i Roskilde. Her har de lært om madlavning fra bunden, om samarbejdet i et køkken samt fået hygiejnebevis, som de kan bruge i fremtidige jobs. Mathilde Ahrens fra Jobplaneten Roskilde, som har rekrutteret de unge til forløbet, udtaler:
”De unge er blevet undervist af en virkelig dygtig, engageret og meget imødekommende underviser, som skabte et godt og trygt rum for god læring, og som har haft en afgørende betydning for de unges forløb. Jeg så nogle unge mennesker, som rigtig gerne ville lære, og som fik medbestemmelse i opskrifter og tog beslutninger i fællesskab. De unge kendte ikke hinanden på forhånd, og det var interessant se den positive fremgang, der var på holdet hen over de gange, de mødte ind hos Dennis Rix, og hvor meget de unge turde springe ud i tingene selv – og hvordan de befandt sig i det store køkken. Det har været et godt, spændende og lærerigt forløb, som jeg er sikker på, de unge vil se positivt tilbage på.”
Forløbet er afviklet som en del af projekt UMAGE, hvor en stærk partnerkreds sammen med de unge sætter gang i en række meningsfulde interesse- og arbejdsfællesskaber, der skal øge unges engagement og livsmod til at påbegynde og gennemføre en erhvervsrettet uddannelse – og dermed sikre flere faglærte og kvalificeret arbejdskraft til erhvervslivet. Projektet tager afsæt i unge, som blandt andet bor i Boligselskabet Sjællands afdelinger i Roskilde, Borup (Køge) og Ringsted, og som er tilknyttet det gode arbejde, som Jobplaneterne laver.
Projektet er et pilotprojekt inkl. følgeforskning fra Roskilde University og måling af social impact af Impactly med henblik på efterfølgende videreudvikling og skalering af de metoder, der virker. UMAGE er støttet med midler fra Region Sjælland.

DR ULTRA NYT LAVER OPTAGELSER HOS WATER MANAGEMENT CENTER I ROSKILDE
”Man tænker jo over, om der en dag vil komme så store oversvømmelser, så de også kommer i folks huse” – Sally, skoleelev.
”Jeg kan godt blive lidt nervøs for at det ville ske for mig. Jeg har i hvert fald en ven, der har prøvet at få oversvømmet sin kælder” – Jakob, skoleelev.
Flere børn og unge i Danmark føler sig utrygge ved klimaforandringerne og de oversvømmelser, der finder sted i landet. DR Ultra Nyt, der formidler nyheder i børnehøjde, lagde derfor vejen forbi Water Management Center hos Roskilde Brandvæsen, hvor de sammen med den operative leder i Roskilde Brandvæsen og to skoleelever lavede optagelser til en nyhedsudsendelse, der på en børnevenlig måde forklarer og formidler, hvad der egentlig sker, når en oversvømmelse rammer, og hvordan man kan beskytte sin bolig i sådan en situation.
Se nyhedsudsendelsen her: https://lnkd.in/di_WTDNE (kræver login).
I udsendelsen formidles en (simuleret) oversvømmelse, så børn kan se med egne øjne, at en oversvømmelse i boligen kan være relativt udramatisk. Til formålet var centret blevet udstyret med et legehus, et dige og vand, der stille og roligt steg i vandstand. Jakob og Sally fik på 20 minutter beskyttet legehuset med plastic og sandsække inden vandet oversteg diget – og de fik reddet deres yndlingsting, der fortsat lå tørre i boligen.
Som led i et offentligt-privat samarbejde er der etableret et test- og træningscenter for oversvømmelsesbeskyttelse ved Roskilde Brandvæsen. Her kan beredskaber, private løsningsleverandører, videninstitutioner og borgere i fællesskab udvikle, teste og demonstrere nye mobile og midlertidige foranstaltninger, der kan anvendes i forbindelse med bl.a. skybrud og stormflod.
Ønsker du at høre mere om, hvordan du kan bruge test- og træningscentret, så kontakt Bo Henrik Jensen, operativ leder hos Roskilde Brandvæsen, på Bohj@roskilde.dk.
Partnere bag Water Management Center: Roskilde Kommune, Roskilde Brandvæsen, Østifterne, Environment Solutions ApS, Holbæk Kommune, Region Sjælland, IBF A/S, Anlægsgartner Gottlieb A/S, DESMI, BWT Group, Industri Beton A/S, Jensen Entreprise ApS, Norsyn, Clean, Instalight ApS og Corolab.

VIRKSOMHEDER HJÆLPER UNGE UDEN UDDANNELSE OG JOB
Den nye politiske aftale om Ungeløft sætter fokus på at hjælpe 43.000 unge, der står uden uddannelse og job gennem tæt samarbejde med blandt andet virksomheder. Aftalen skal sikre, at flere unge får mulighed for at udnytte deres potentiale.
En lang række virksomheder hjælper i projektet UMAGE unge ved at dyrke deres interesser gennem tæt dialog, hvor de unges ønsker bliver hørt. I projektet etableres arbejds- og interessefællesskaber med henblik på at afsøge, om lige netop virksomhedernes branche er den rette vej for den enkelte. Formålet er at afprøve nye tilgange for derigennem at motivere de unge i job eller mod en erhvervsrettet uddannelse.
Flere af de unge følges ad i teams i deres forløb i UMAGE, og virksomheder stiller buddies til rådighed, som agerer mentorer og klæder de unge på teoretisk og praktisk med opgaverne. Erfaringer fra projektet viser, at håndsrækningen og indsatsen gør en forskel. En ung er startet på VVS-uddannelsen på Roskilde Tekniske Skole efter et forløb hos Opus VVS. En anden er blevet inspireret til at blive anlægsgartner og har fået praktikplads hos Anlægsgartner Gottlieb A/S efter forløb hos selvsamme virksomhed. Og flere unge er startet i fritidsjob. Projektet vidner om, at det betaler sig, når virksomheder laver skræddersyede forløb og arbejder ud fra de unges interesser.
Den stærke partnerkreds i UMAGE, som bl.a. består af Boligselskabet Sjælland, Jobplaneterne i Roskilde, Køge og Ringsted, Region Sjælland, adskillige private virksomheder samt videninstitutioner i Roskilde, viser i projektet at det netop er i partnerskaber, vi gør den store forskel.
Projektet er støttet af Region Sjælland.
Stort shoutout til Ane Halsboe-Jørgensen for at sætte fokus på det vigtige emne om at hjælpe de unge på vej.

BYD VARMT VELKOMMEN TIL JULEMÆRKEFONDEN, DER ER NYT MEDLEM I COROLAB
Knap 1000 børn i alderen 7-14 år får hvert år hjælp på et af de fem Julemærkehjem, som Julemærkefonden driver. Fælles for dem er, at de har brug for hjælp til at genfinde troen på dem selv og livet. For mange af dem bliver opholdet starten på en ny og lysere hverdag med bedre fysisk, mental og social styrke.
Med et partnerskab i Corolab ønsker Julemærkefonden at indgå i forskellige netværk, hvor vi gensidigt inspirerer hinanden, deler viden og erfaringer. Samtidig håber de også at danne partnerskaber med organisationer, der ønsker at styrke deres ESG-profil på et fælles værdigrundlag.
Du kan støtte deres arbejde her.
Vi glæder os til det fremadrettede samarbejde!

WATER MANAGEMENT CENTER ER I BRUG
Omfattende oversvømmelser rammer igen Europa og peger på behovet for at blive bedre beredt til vildere vejr. Leverandører fra Danmark, Tyskland og Frankrig forsøgte for nyligt at gøre en forskel ved at fremvise løsninger for potentielle kunder i Water Management Center hos Roskilde Brandvæsen.
Kontakt Martin Thuesen, hvis du også er interesseret i at skabe aktiviteter i centret.
