Akvaponisk produktion – opskriften på fremtidens grøntsager og meningsfulde jobs


Akvaponisk Have, DTU – Technical University of Denmark, ILC-forening og uddannelses-/bostederne Østagergård og Egmont Højskole kunne i december 2022 fejre, at de i et partnerskab siden januar 2022 har arbejdet med at opsætte akvaponiske anlæg tre forskellige steder i Danmark. Her er det akvaponiske system blevet testet og mulighederne for meningsfulde jobs som en del af den akvaponiske produktion er blevet undersøgt – med stor succes.

Akvaponisk produktion muliggør, at man i dag kan producere tyve gange så meget grønt sammenlignet med traditionel dyrkning. I fremtiden kræver salater, krydderurter, kål og spiselige blomster altså ikke længere jord for at spire og blive til smagfulde fødevarer. Opskriften på fremtidens grøntsager skal i stedet benytte akvaponi, hvor gødning fra fisk giver næring til afgrøderne i et lukket økosystem, der kræver færre ressourcer uden brug af kemisk gødning.

Udover at metoden bidrager til planternes trivsel, kan metoden også gavne unge med fysisk handicap, som kan løse opgaver i produktionens drift samt vedligeholdelse og dermed få mere værdi i hverdagen. Næste skridt er at udbrede modellen i Danmark, så flere kan få gavn af arbejdet.

Projektet varede fra januar 2022 og blev afsluttet december 2022. Projektet var en del af Innovationsdistrikt Sjælland, som var støttet af EU’s Regionalfondsmidler og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Du kan læse meget mere om projektet her.

En stor tak skal lyde til partnerkredsen, der er med til at skabe nye innovative løsninger.