JJ Kommunikation – en del af partnerkredsen i projekt VTA


JJ Kommunikation bidrager til udvikling af en ny skalerbar beskæftigelsesmodel i projekt ’Varig tilknytning til arbejdsmarkedet’

Som en af vinderne bag morgendagens løsning til COCONF20, var JJ Kommunikation et af de innovative navne, der blev omtalt i forbindelse med den årlige konference. Nu er de på banen igen – denne gang i et nyt projekt, hvor de åbner dørene for en sårbar ledig i Roskilde Kommune og bidrager til, at vedkommende kan udvikle sine kompetencer på deres kontor i Trekroner. Mariann Jensen, direktør hos JJ Kommunikation, udtaler:

»Vi stod og manglede en studentermedhjælper til at klare nogle opgaver for os nogle timer om ugen, da vi blev præsenteret for projektet. Vi blev hurtigt enige om, at det gav god mening at rekruttere en ny medarbejder gennem dette projekt, da det bidrager til noget godt på så mange måder. Hos JJ Kommunikation går vi op i udvikling at gøre en forskel og at byde ind, hvor vi kan, og hvor det giver mening for os. Hvis vi kan hjælpe en sårbar ledig tilbage på arbejdsmarkedet, bidrage til at afprøve en ny beskæftigelsesmodel og samtidig få løst nogle af de opgaver, vi mangler hænder til, så er det en win for ikke bare os og kandidaten, men også på et højere, nationalt plan.«

Hør Mariann udtale sig i videoen her.

JJ Kommunikation er et full-service kommunikations- og marketingbureau, der løser kommunikationsopgaver for private og offentlige virksomheder samt for organisationer, som står over for kommercielle eller organisatoriske forandringer og udfordringer. De har til huse i Trekroner. Læs mere om virksomheden her: https://jjkommunikation.dk/om-os/

Projektet ’Varig tilknytning til arbejdsmarkedet’ har til mål at hjælpe 120 udsatte ledige i Roskilde i småjob og samtidig udvikle en ny skalerbar beskæftigelsesmodel. På den måde gør vi en forskel og sætter ind på FN’s verdensmål #8 og #17. Varig tilknytning til arbejdsmarkedet er støttet af EU-socialfondsmidler og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og løber i perioden marts 2021 til og med marts 2023.