Virksomhedscafé på Zealand var en stor succes
Praktiksnakken gik løs, da virksomheder og marketingstuderende blev matchet til Virksomhedscafé på Zealand – Sjællands Erhvervsakademi. Eventet var flittigt besøgt med 25 deltagende virksomheder og ca. 100 fremmødte studerende.
Zealand åbnede i midten af maj dørene til Virksomhedscafé – Mød din næste praktikant. Lokale virksomheder og Zealands danske og internationale marketingstuderende mødte op til en dag i matchingens tegn.
To gange om året skal hold af marketingstuderende fra Zealand i et 12 ugers praktikforløb. CORO, Co-lab Roskilde og Zealand samarbejder for anden gang for at skabe en dag, som skal være med til at sikre flere gode praktikpladser til de studerende og kvalificeret arbejdskraft til regionens små og store virksomheder. Sidste års Virksomhedscafé sikrede praktikanter til 70% af de deltagende virksomheder.
Peter Schwalbe, Akademichef på Zealand, fortæller:
”Virksomhedscaféen er rigtig betydningsfuld for vores studerende, da de får mulighed for at møde vores lokale virksomheder. På samme måde er det også en god idé for de lokale virksomheder at deltage, for de får mulighed for at udvælge de mest talentfulde studerende til et praktikforløb i deres virksomhed”.
Zealand har en historik, der viser at ca. 50% af deres studerende får deres endelige job, der hvor de har været i praktik. Det er en statistik, som CORO gerne vil bidrage til. Du kan blive klogere på, om jeres virksomhed skal deltage i den næste Virksomhedscafé i filmen her.
En stor tak til de deltagende virksomheder og de fremmødte studerende.
Du kan stadig nå at få en marketingstuderende i praktik. Næste praktikperiode er fra august og 12 uger frem. Kontakt projektmedarbejder, Maria Gaard Rasmussen her for at høre mere.