Roskildes håndværkere har stemt – og her er resultatet…

29. april 2019

34% af sømmene blev banket i træstubben med kategorien ’Håndværket – Projektstyring, planlægning og tilbagemelding vedr. arbejdsopgaven’, da lokale håndværkere og rådgivere fra bygge- og anlægsbranchen tilkendegav, på hvilke områder af deres arbejde de har mest brug for at lære mere om brugen af ny teknologi. Det skete til Roskilde Kommune og COROs Stormøde d. 3. april

De to kategorier ’Kundekontakt, salg og marketing’ og ’Håndværket – Udførslen af arbejdsopgaven’ fik hver 27% af stemmerne, mens kun 10% valgte ’Planlægning, lager og logistik’ og 2% manglede viden om ’Administration og økonomistyring’. Der tegner sig altså et billede af, at fokus nu rettes mod selve håndværket, styringen heraf og kontakten til kunderne.

CORO er særligt interesseret i at høre fra håndværkerne selv, da vi sammen med Roskilde Tekniske Skole, Hansenbergs Xhouse, Den Jydske Håndværkerskole, Videnscenter Håndværk - Bæredygtighed, Klimarenovering & Byggeri, Learnmark Horsens og Byggeriets Uddannelser er ved at afdække byggebranchens aktuelle status og behov med hensyn til anvendelsen af nye teknologier. Det gør vi for at kunne komme med anbefalinger til efteruddannelsestiltag og kompetenceløft målrettet håndværkerne, så de i højere grad kan imødekomme den teknologiske udvikling og indfri krav ved fx kommunale udbud i Roskilde.

Rapporten udgives i slutningen maj – men kan du ikke vente med resultaterne, så tag fat i Martin Thuesen på tlf.: 25670123 og hør mere om vores undersøgelse.