Nyhedsbrev

Få nyheder om COROs aktiviteter direkte i din indbakke - så kan du løbende følge med i, hvordan vi på nye måder skaber nye muligheder.

I skyggen af Corona ser nyt koncept for praktik dagens lys

24. september 2020

Som på mange andre uddannelsesinstitutioner har COVID-19 skabt en ny virkelighed for Zealand - Sjællands Erhvervsakademi. Men i kriser blomstrer kreativiteten; aflysning af årets store tværfaglige innovationsworkshop Innodays og mangel på praktikpladser har nu affødt test af et nyt praktik-koncept. 15 Zealand studerende er kommet i projektpraktik hos det medlemsdrevne innovationslaboratorie CORO, Co-lab Roskilde, hvor de skal udvikle innovative løsninger for en række store virksomheder i Roskilde og omegn. Udfordringer som de studerende ellers skulle have bidraget til at løse gennem InnoDays.

Gennem de sidste 3 år har Zealand - Sjællands Erhvervsakademi afholdt deres store tværfaglige innovationsworkshop InnoDays. Her har op mod 200 studerende givet deres bud på løsninger til udfordringer stillet af en række store organisationer som Argo, Boligselskabet Sjælland, DSV Transport, IST, ROCKWOOL, Roskilde Festival, Roskilde Kommune, m.fl. De bedste løsningsforslag er gået videre til COCONF, et innovationsforløb arrangereret af CORO, Co-lab Roskilde, hvor nogle af de studerende har udviklet  løsninger sammen med organisationerne. Både elever, studerende, iværksættere og virksomheder deltager og sidste år deltog over 1500 professionelle og studerende i COCONF.

I år ser tingene anderledes ud. Alle planer om InnoDays er aflyst, da man på ingen måde kan samle store grupper af studerende på tværs af klasser. Og hvad gør man så? Hos Zealand blev løsningen at opbygge et projektpraktikforløb sammen med CORO, Co-labs medlemmer, for de studerende der ikke havde fundet en praktikplads. Her skal de som praktikanter i CORO, Co-lab hver især arbejde med én af de 6 udfordringer, der skal løses under årets COCONF i samarbejde med deres medlemsvirksomheder.

”Vores projektpraktik-studerende får her en unik mulighed for at arbejde med en relevant konkret problemstilling, hvor de kan få deres faglige kompetencer i spil og rent faktisk udvikle en løsning, der kan ende med at blive testet af i samarbejde med virksomheden og gøre en forskel. De får ydermere erfaring med at arbejde innovativt og entreprenant med en bæredygtig målsætning for øje.” Helle Tegner, Innovationsansvarlig Zealand Roskilde

De studerende kommer bl.a. til at give bud på en innovativ produktmanual til ROCKWOOL, nye muligheder for at genbruge og reparere mere af det skrald, der ender på en af Argo’s mange genbrugspladser samt bud på en løsning, der kan få flere unge til at bruge Roskilde som by i form af butikker, cafeer, sportsfaciliteter mm.

De studerede arbejder i tværfaglige grupper bestående af både datamatikere og markedsføringsøkonomer, og der er såvel danske som internationale studerende repræsenteret. Alle grupper kommer ud og besøger virksomhederne og får et indblik i deres branche og de konkrete problemstillinger, de sidder med. I løbet af de 3 måneder vil de studerende også deltage i workshops som omhandler idegenerering, pitching, prototyper og test.

”Styrken er når organisationer går sammen om at tænke innovativt for at skabe de bedste løsninger. Det lokale samarbejde og den tætte dialog mellem aktører i Roskilde og omegn er med til at løfte på de aktuelle samfundsudfordringer også mht. at tænke i alternative løsninger, når CORONA påvirker vores daglige virke. Gennem COCONF er vi med til at sikre kvalificeret arbejdskraft, der matcher virksomhedernes behov. Karolina E. Osipowska, Direktør for CORO

D. 20. november løber COCONF af stablen på RUC, og her bliver det spændende at se, om nogle af de studerende fra Zealand har kæmpet sig vej til at kunne indgå i et samarbejde om at realisere nye løsninger.