Collaborathon for SMV'er i bygge- og anlægsbranchen

Collaborative robotter, dvs. robotter der arbejder tæt sammen med mennesker, kan skabe nye jobfunktioner og øget produktivitet i mange virksomheder – og samtidig være et konkret afsæt for yderligere digitaliseringsindsatser. De er fleksible og anvendes aktuelt til at opnå gevinster i vidt forskellige processer, men hvordan kan du drage nytte af dem?

Deltag i et Collaborathon, hvor du over tre dage i løbet af to måneder får:

  • Ny viden om collaborative robotter og hvordan de bedst implementeres
  • Adgang til laboratoriefaciliteter og testmiljøer med det rette udstyr
  • Hjælp fra copilots til at identificere lovende business cases

Formålet med Collaborathon er at styrke virksomheders tekniske og forretningsmæssige kompetencer med hensyn til implementering af robotter.
Målgruppen er ledere i små- og mellemstore virksomheder i bygge- og anlægsbranchen beliggende i Roskilde og omegn. Hvis du er nysgerrig på ny teknologi og kan se et potentiale for at anvende robotter i din virksomhed, men samtidig oplever et behov for at blive bedre klædt på til at træffe beslutninger om procesautomatisering, så er Collaborathon noget for dig.

Forløbet indeholder oplæg, øvelser, sparringssessioner og workshops ved forskere og undervisere fra Roskilde Universitet og DTU samt andre eksperter med praktisk erfaring fra digitaliseringsprocesser.

Forløbet er gratis for dig, idet der er tale om et pilotprojekt, hvor en række videninstitutioner tester nogle nye ydelser som Roskilde Kommunes udvalg for Vækst, Erhverv og Globalisering har givet tilskud til.

Læs mere og se programmet for de tre dage her.