Corolab søger ny direktør
Efter mere end ni år som direktør i Corolab har Karolina E. Osipowska valgt at fratræde sin stilling pr. 31. august.
“Karolina har været med til at omsætte Corolabs vision til en stærk organisation med betydning for medlemmer, samarbejdspartnere og samfund. På bestyrelsens vegne vil jeg gerne takke for en dedikeret indsats gennem årene og samtidig ønske Karolina stort tillykke med den nye mulighed, der venter hende” siger Lasse Peter Otzen, Director of Growth and Sales, Transformation & Public Buildings, Rambøll og bestyrelsesleder i Corolab.
Siden 2016 har Corolab sammen med medlemmer og samarbejdspartnere udviklet en robust medlemsdrevet innovationsplatform, hvor idéer omsættes til konkrete løsninger, der udvikles, testes og realiseres i virkelige miljøer. Med lokalt afsæt er der skabt løsninger, vækst og impact, som rækker langt ud over regionens grænser.
“Det har været en svær beslutning. Jeg forlader en organisation med et dedikeret team, medlemmer som er frontløbere i vores samfund og stærke samarbejdspartnere.
Jeg er taknemmelig for det vi har opnået, som er skabt i fællesskab. Uden medlemmernes engagement, viden og vilje til at samarbejde, havde Corolab ikke været det, det er i dag.
Samtidig er jeg stolt af, at Corolab står stærk i en tid, hvor behovet for at samle virksomheder, uddannelsesinstitutioner og offentlige organisationer om fælles løsninger på tværs kun er blevet større. Derfor er jeg også tryg ved at give stafetten videre og ser frem til at følge Corolabs videre udvikling” siger Karolina E. Osipowska.
Karolina fortsætter frem til udgangen af august og vil i den kommende periode have fokus på at sikre en god overgang for organisationen.
Herefter tiltræder hun en stilling som erhvervsdiplomat i Udenrigsministeriet, hvor hun skal arbejde for danske virksomheders internationale muligheder og varetage danske erhvervsinteresser globalt.
Bestyrelsen har igangsat processen med at finde Corolabs næste direktør og Lasse Peter Otzen udtaler: “Vi ser nu frem til at finde den rette nye profil til at fortsætte den positive udvikling af Corolab og bygge videre på alt det vi allerede har opnået sammen”.
Interesserede kandidater kan læse mere om stillingen her og ansøge senest den 10. august 2026 kl. 12.00. Corolab søger en direktør, der kan videreudvikle organisationen og fortsætte arbejdet med at skabe værdi og vækst, vi er stolte af, gennem partnerskaber.
Corolab holder Åbent Hus for Karolina den 25. august kl. 15.00–17.00. Alle medlemmer, samarbejdspartnere og andre, som har været en del af rejsen gennem årene, er hjerteligt velkomne til at kigge forbi og sige på gensyn.
Hent stillingsopslaget her.
