Kan Maglegårdskvarteret blive et udviklingslaboratorium for fremtidens udnyttelse af overskudsenergi, hvor energispild bliver til lokal værdi med globalt perspektiv?
Maglegårdsvejskvarteret rummer en særlig koncentration af virksomheder, produktion, uddannelse og offentlige organisationer som har et stærkt fokus på og ønske om at tage ansvar for både miljø og klima.
Mange organisationer i området har allerede gennemført forbedringer og optimeringer inden for drift, produktion, energi, vand, bygninger og ressourceforbrug. Det næste skridt er at undersøge, hvad der kan opstå, når området tænkes som en helhed, og nogle af indsatserne kobles sammen.
Til workshoppen vil vi sammen undersøge potentialet og dykke ned i:
• Bedre udnyttelse af overskudsenergi, overskudsvarme og andre ressourcer
• Reduktion af spidsbelastninger
• Bedre samspil mellem bygninger, produktion og forsyning
Workshoppen bliver indledningen til en fælles kortlægning af behov, udfordringer og muligheder med udgangspunkt i området.
Workshoppen er initieret af Norsyn og Fors og gennemføres i samarbejde med Corolab, som faciliterer processen.
Målet er at finde konkrete initiativer, der skaber værdi for den enkelte matrikel, men også rækker ud over os selv.
Har du spørgsmål til arrangementet, er du velkommen til at kontakte direktør Karolina E. Osipowska på karolina@corolab.dk.