Fremvisning af nye terrorsikringsløsninger

17. september 2018

Seks CORO-medlemmer og 11 andre organisationer har bidraget til at udvikle og teste otte forskellige prototyper, der i de seneste måneder er blevet vist frem i lokalområdet. Erfaringerne med at anvende løsningerne er positive og der vil derfor blive arbejdet videre med produktudvikling og markedsmodning.

Prototyperne er blevet brugt til at skaffe feedback og indsigt i brugernes behov under Roskilde Unplugged på Stændertorvet, til en workshop hos ROCKWOOL Intl. A/S i Hedehusene, under Roskilde Festival ved Maglegårdsvej/Bakkesvinget og til Rabalder Festival på Musicon, hvor udvalgte prototyper fortsat kan opleves. I processen har vi fået valideret, at stenuldsmaterialet åbner op for en formfrihed, der kan gøre en mangfoldighed af løsninger æstetisk attraktive, flerfunktionelle, mobile, sikre og fleksible ift. kundetilpasning. Af slutbrugerne blev prototyperne oplevet som indbydende, behagelige, hyggelige, sjove og smarte, hvilket egner sig godt til brug i byrum og tilfører en merværdi udover selve sikringsaspektet som barriere for køretøjer. For nogle personer og i visse sammenhænge kan mere synlige, ”seriøse” og dominerende løsninger, der er lette at afkode som sikkerhedsforanstaltninger dog være med til at skabe større tryghed.

Flere af de involverede er aktuelt  i dialog om fortsat samarbejde. Læs mere om projektet her.