Fremtidens Madtalenter findes i folkeskolen – og efterspørgslen er stor

18. september 2018

Hvordan styrker vi interessen for fødevareuddannelserne og sikrer flere faglærte til fødevareerhvervet? Ansøgertallet til uddannelserne indenfor fødevareerhvervet er faldende. Hvis vi skal understøtte interessen for de fødevarerelaterede uddannelser, skal vi allerede sætte ind i folkeskolen. Et bud på et initiativ, der støtter op om denne dagsorden, er talentprogrammet Fremtidens Madtalenter, der netop er blevet afviklet med stor succes. Første talenthold med 21 udvalgte 8. klasse-elever blev både hyldet af konditor Mette Blomsterberg og Roskilde Kommunes Borgmester Joy Mogensen.

Hvis flere unge skal vælge en fremtid indenfor fødevareerhvervet, starter det allerede i folkeskolen. Maddannelse, praksisorienterede undervisningsaktiviteter og virksomhedsbesøg skal give eleverne smagsprøver på de mange spændende uddannelses- og karrierevalg, der ligger indenfor fødevareerhvervet. Det kræver en større fælles indsat og derfor er en række projektpartnere gået sammen om at udvikle et talentprogram, der skal gøre branchen mere synlig og attraktiv som karrierevej.

Talentprogrammet Fremtidens Madtalenter styrker videnfødekæden fra folkeskolen over til de erhvervsrettede ungdomsuddannelser og videregående uddannelser og helt frem i fødevareerhvervet - hvor fremtidens madtalenter kan ende som den kvalificerede arbejdskraft, branchen efterspørger.

I pilotprojektet er der udviklet tre talentprogrammer, der udbydes til udvalgte elever i 7., 8. og 10. klasse. Det første talentprogram er netop blevet afviklet og efterspøgslen på de begrænsede pladser var overvældende, hvilket vidner om en stor interesse og et stort potentiale for formatet.

Forløbet strækkede sig over tre sammenhængende dage med besøg hos bl.a. ZBC -  Zealand Business College, Erhvervsakademi Sjælland, food tech virksomheden Chr. Hansen og Herslev Bryghus. Talentprogrammet blev afsluttet med et arrangement, hvor forældre, lærere, andre interessenter og ikke mindst konditor Mette Blomsterberg samt Roskilde Kommunes Borgmester Joy Mogensen deltog for at hylde de fremtidige madtalenter.

Talentprogrammet er inspireret af Skt. Josefs Skoles pilotprojekt, som har modtaget Novo Nordisk Naturfagspris på 250.000. Programmet for 8. klasse-eleverne er sammen med Skt. Josefs Skole videreudviklet af Roskilde Kommune, ZBC, Madkulturen, Erhvervsakademi Sjælland, Chr. Hansen, BC Catering, Roskilde Tiendeklassecenter Roskilde Universitet, Herslev Bryghus og CORO

Læs mere om initiativet her.